Ved et tilfælde, fik jeg sidste efterår opgaven at producere en reklamefilm for et rengøringsfirma på Falster. Opgaven kom i forbindelse med et velgørenhedsauktion, hvor en reklamefilm produceret af Historiefabrikken var i auktionskataloget. WAX Facility Service fra Nykøbing F. vandt buddet.

Kunden var, som udgangspunkt, ikke interesseret i en konventionel reklamefilm, hvor en sprød speak remser firmaets fortræffeligheder op, understøttet af lækre billeder og behagelig musik. Det er set 1000 gange før, som han sagde. Og det gad han ikke se på. Jeg selv kunne ikke være mere enig. Den slags film er som udgangspunkt forudsigelige og utroværdige.


Så det vi kom frem til var, at jeg skulle dække tre af firmaet centrale medarbejdere og ved at følge og interviewe dem, sammenklippe en kort reportage om en dag med Wax på arbejde. Vi talte også om at det kunne være fint, hvis en enkelt kunde kom til orde, for at give sit perspektiv på firmaet. Og så også et interview med chefen og grundlæggeren af firmaet. (Det var han nu ikke meget for, men indvilgede modstræbende).

Vi aftalte at gå efter at få alle optagelser i hus på en dag og Wax lagde sig i selen i at få styr på medarbejdere og deres travle arbejdsprogram, som vi skulle hægte sig på.

Dagens første optagelse var med chefen i hans kontor. Eller vi finder et andet skrivebord, fordi han synes hans eget er for rodet og der er meget i vejen... :-). Vi laver interviewet og han gør sit bedste. Men det er stift og det er svært at mærke han. Han siger det han føler bør sige og det er tydeligt at han ikke er tilpas foran kameraet. Jeg kan mærke at vi er i gang med at lave præcis det, vi aftalte at vi ikke ville lave. Forudsigeligt og kedeligt.

Næste optagelse er med den indfangede kunde. Vi fanger ham på hans kontor en typisk travl formiddag, med kimende telefoner og medarbejdere der render rundt. Interviewet går fantastisk. Han er oprigtig og det er tydeligt hvor meget mine spørgsmål ligger ham på sinde. Det er faktisk sindsygt vigtig for ham, at rengøringen er på plads på hans store arbejdsplads og tror jeg tror 100% på ham og på det han fortæller. Han brænder simpelthen igennem på skærmen.

Efter interviewet går det op for mig, hvor meget mere kvalitet der er at finde i kundens udtalelser end i rengøringschefens. Han er autentisk, han formulerer sig i godt og sætter fine billeder på sin svar. Det virker bare rigtig fedt. Jeg drøfter det med chefen for Wax, som er med på optagelserne hele dagen. Han er helt på og tror på mig når jeg siger at sidste optagelse fungerede 1000 gange bedre end den første med ham selv.

Vi holder fast i, at jeg skal ud og filme det vi har aftalt, med interviews og dækning af hans medarbejdere, men on the fly sætter han to nye interviews op, med et par af hans andre store kunder fra hans lokalområde.

I en komprimeret og intensiv optagedag får vi alle optagelser i hus. Men det kun fordi chefen for Wax har styr på sine medarbejdere og fordi han har sine kontakter i lokalområdet i orden.

Efterfølgende i klipperummet går det hurtigt op for mig, at min mavefornemmelse på optagelsen var rigtig. De tre kunder til rengøringsfirmaet fungerer optimalt på hver deres måde. De er autentiske, troværdige og bestemt tilfredse med Wax (det hjælper selvfølgelig på det).

Jeg klipper en 2:30 minutters film til Wax. Chefinterviewet klipper jeg helt ud. To af medarbejderne bidrager med ganske få udtalelser i reportagestil. De bærende fortællere bliver de tre kunder. Der taler lige så meget om hvor vigtigt det er for dem, at der er styr på rengøringen, som hvad deres erfaring med Wax er.

Chefen er begejstret. Vores idé holdt. Vi lader rigtige mennesker fortælle. Med deres egne ord. Intet manus. Ingen instruktion, intet indstuderet. Kun mine spørgsmål. Og deres egne svar.

Har jeg opfundet en ny slags reklamefilm? I en slags hybrid, hvor formen er dokumentaristisk, selvom sigtet er at tegne et positiv billede. Og som skal sælge firmaets ydelser.

Et format der er troværdigt? Autentisk?

Døm selv.